Rødder og historier er genkomne temaer hos Raya Martin, og mens det i 'Manila', som vi også viser på dette års festival, gælder filmhistorien, fokuserer 'Independencia' på Filippinernes første kortvarige selvstændighed i 1898, hvor de spanske koloniherrer forlod landet efter tre århundreder, blot for at lade amerikanerne invadere, så snart de var væk. Historien følger tre generationer af en filippinsk familie, der ved rygterne om amerikanernes komme flygter ud i junglen og lever i en stille idyl på lånt tid. Men 'Independencia' er langt fra noget konventionelt periodedrama. Martin har skabt sin film som en tidlig tonefilmklassiker, hvor alt er optaget i studie med malede baggrunde og flimrende sort-hvide billeder. Resultatet ligger i lige forlængelse af hans debut, 'A Short Film about the Indio Nacional', der brugte stumfilm til at understrege en tabt tid og fiktionens rolle i den historiske overlevering. I 'Independencia' får formen tillige en bittersød ironi, når folk bliver ved med at fare vild på de samme fire kvadratmeter studie-jungle, men ironien har også en dybere kant, som afspejles i filmens titel. For det hårdtprøvede filippinske folk er selvstændig måske stadig mere illusion end virkelighed.