Det har været en stigende tendens i de senere år, at flere og flere ungdomsfilm tager skridtet mod et voksenpublikum med et direkte og usmykket greb om den rå socialrealisme. Det gælder også Felix Fuchssteiners debutfilm 'Losing Balance' om den 14-årige Jessika, der bliver kastet hovedkuls ind i voksenlivets ansvar. Med sine forældre og kærestesyge søster lever Jessika et jævnt tysk kernefamilieliv - resignerende, mere end lykkelige - men da hendes far mister sit job, sprænger den krakelerede idyl i tusind stykker inden for lejlighedens fire snævre vægge. Søsteren revolterer med fyre og fester, far Ernst forsumper, og forældrene kan hverken tale sammen eller holde facaden oppe. Det kulminerer i en frygtelig, afmægtig begivenhed, der i al sin gru bliver katalysator for den unge Jessika. Man kan se 'Losing Balance' både med og uden teenagere ved sin side. Det er en film, der maner til eftertanke og dialog, men det er også i sig selv et knugende stærkt familiedrama i en klaustrofobisk stram ramme. Med stærkt spil fra den unge Elisa Schlott som Jessika og ikke mindst fra Michael Lott som hendes far, der går i opløsning, til kødet næsten falder ham fra knoglerne.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

