Hollywood er sjældent sen til at samle populære asiatiske film op til remakes, men kunsten går også den anden vej. Actionkomedien 'My Girlfriend is an Agent' er således tydeligt inspireret af 'Mr. And Mrs. Smith' tilsat en god dosis 'True Lies'. Men den er langt bedre end begge tilsammen. Soo-ji er tophemmelig agent og en hårdkogt en af slagsen, men hendes nørdede kæreste tror, hun er rejseleder for japanske turister. Træt af at blive brændt af gang på gang bryder han forholdet og rejser udenlands. Tre år senere mødes de tilfældigt igen under mildt sagt hæsblæsende omstændigheder. Hvad Soo-ji ikke ved, er at også den fummelfingrede eks er hemmelig agent, om end for en anden organisation, og fra hver sin ende arbejder de på samme sag med alle de forviklinger, det kan føre med sig. Og det er så det. 'My Girlfriend is an Agent' er uforfalsket underholdning i en storstilet produktion med masser af spektakulær action, en veloplagt humor - også for et vestligt publikum - og en superb kemi mellem Kim Ha-neul og Kang Ji-wan i hovedrollerne. Hvis Angelina Jolie og Brad Pitt havde været lige så overbevisende, ville de gå en stor fremtid i møde.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

