Den argentinske stjerne Ricardo Darín er det karismatiske midtpunkt i denne flotte spændingsfilm, der vandt årets Oscar for bedste udenlandske film. Darín spiller den pensionerede kriminalbetjent Benjamin Espósito, der genåbner en gammel sag, som altid har naget ham. I 1974 blev en ung, nygift kvinde myrdet, mens hendes mand var på arbejde. Espósito blev sammen med sin dygtige, men alkoholiserede kollega sat på sagen, men trods store anstrengelser fik de aldrig opklaret forbrydelsen. Filmen bevæger sig smidigt frem og tilbage mellem nutid og fortid, mens Espósito søger svar og samtidig genoplever kærligheden til den smukke jurist, Irene. Undervejs bliver man klogere på et system, hvor retfærdigheden ikke altid sker fyldest, og hvor landets politiske historie hele tiden lurer under overfladen. Men frem for alt bliver man strålende underholdt af Juan José Campanellas velspillede og stilsikkert iscenesatte film, hvor det kan betale sig at lede efter hemmelighederne i folks øjne.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

