Sjældent er en forbryder blevet beskrevet så genialt som i tyske Benjamin Heisenbergs intelligente kup-film 'The Robber'. Baseret på historien om en Østrigsk bankrøver, fortæller Heisenberg her om elitemaratonløberen Johann Rettenberger, der som en del af sit træningsprogram røvede bank efter bank i oplandet omkring Wien. Uden nogensinde at nærme sig en psykologisk forklaring af sin hovedperson, er Heisenberg først og fremmest fascineret af fænomentet Rettenberger, der her skildres som menneskelig maskine. De mange penge, han med op til tre røverier om dagen, får tilranet sig, interesserer ikke den stålsatte bankrøver, der fortsætter ufortrødent til næste bank, og blot losser rovet ind under sengen. Hans formål med røverierne er ikke berigelse, men i stedet at få pulsen derop, hvor kroppen udskiller sin egen belønning, og Heisenbergs film følger ham på klods hold, fra han første gang bliver løsladt fra fængslet til han endelig afsløres - hvilket indleder en mere end tyve minutter lang, eminent eksekveret flugt, hvor Rettenberger ene mand forsøger at udløbe det samlede politikorps. Instruktøren Heisenberg kan sin filmhistorie til fingerspidserne, og 'The Robber' indbyder selv til sammenligninger med både Robert Bresson og Jean-Pierre Melville, hvis fælles ånd gennemsyrer det distancerede, men alligevel engagerende adfærdsstudie af en overbevist endorfin-junkie på jagt efter næste kick.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

