Det er film som 'Running Turtle', der tegnede koreansk films internationale gennembrud for ti-femten år siden - en over the top-thriller med masser af øretæver og tungen godt begravet i kinden. Jo (Kim Yun-seok, der også spillede hovedrollen i sidste års 'The Chaser') er Dirty Harry på en dårlig dag. Han er suspenderet fra politiet, opfarende som bare fanden og godt på vej til at blive smidt ud af sin kone, der er træt af, at han drikker og spiller alle sine penge op. Ikke desto mindre negler Jo også hendes sparepenge, satser dem på et tyreløb - og vinder. Men før han får set sig om, render han ind i den koldblodige skurk Song, der banker ham godt og grundigt og stjæler hele gevinsten. Og yes, I har måske gættet det: så bliver vores temperamentsfulde ven rigtig sur. 'Running Turtle' er old school-action på bedste beskub. Plottet holder næppe i byretten, og karaktererne er fladere end en lussing, men hvem bekymrer sig om det, når Jo mander sig op og indleder jagten på den onde Song, der til overflod er Østens bedste martial arts-fighter? Koreanerne gør i hvert fald ikke - 'Running Turtle' var et af sidste års største hit i hjemlandet.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

