I den hyperaktive Brillante Mendozas seneste film, der blev vist i konkurrence ved festivalen i Venedig i 2009, stavrer to gamle kvinder rundt i Manila under monsunen for at rejse penge til hver sit formål: den ene har ikke råd til få begravet sit myrdede barnebarn, og den anden skal have sponsoreret kautionen for sit barnebarn - der var morderen. 'Lola' (der betyder bedstemor og går på begge kvinderne), tegner et nyt spor i den knap 50-årige Mendozas karriere, der først har fået internationalt vingefang inden for de seneste år. Der er ganske meget både Ozu og Kurosawa over beskrivelsen af de sammenbidte koner, der ikke har tid eller psykisk overskud til sentimentalitet og som hele tiden må gå på kompromis med deres ideelle forestilling om, hvordan problemerne kan løses. Scenen, hvor den myrdedes bedstemor lader sig sejle ned langs kanalen og barakkerne i nabolaget for at tigge småører, er stor, humanistisk filmkunst og en form for autentisk neorealisme, vi ikke har set i årtier. Det er ingen grænser for, hvor Mendoza kan bevæge sig hen efter 'Lola'. Det er, som om han kan, hvad han sætter sig for.