Det har taget fem år for Brillante Mendoza at nå det unikke udtryk i nylige film som 'Kinatay' og 'Lola'. Fem korte, men travle år, hvor Mendoza har skrevet, filmet, designet, instrueret og produceret otte film, der i hurtige, aggressive ryk har flyttet ham fra den filippinske homo- og transgenderkult, som 'Massøren' udsprang af i 2005, over til den blændende tour de force i 'Kinatay', som sikrede ham Cannes-palmerne for bedste instruktion i fjor. Såvel 'Massøren' som 'Summer Heat', Mendozas anden film, er relativt ukomplicerede og 'nemme' at se. I 'Summer Heat' følger vi en patriark og især hans tre voksne døtre, der alle lever sammen i middelklassetryghed. Den ældste, der er lesbisk og foragtes af faderen, selv om det er hende, der holder sammen på familien, bor der sammen med sin partner. Den mellemste er midt i et ulykkeligt ægteskab, og den yngste er lige blevet gift over sin stand. Filmen har en grandios klassisk struktur, bygget op om familiefester som bryllup og begravelse, den bæres af Mendozas særlige musikalitet og et ensemble af forbilledligt naturalistiske skuespillere.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

