Et sted i Nottingham bor 11-årige Lucy alene med sin far. Gør hun noget forkert, får hun sin straf - mens fuglene kvidrer lystigt uden for vinduet, hvor verden går sin normale gang uden hensyntagen til, hvad der sker inde bag de hvide vægge. Hun er klog nok til at vide, hvordan man gemmer mistænkelige blå mærker, men for ung til at forstå, hvorfor hendes far ikke elsker hende - eller hvorfor hendes mor ikke vil have hende. Det er Lucys rationelle hjerne og barnlige uvidenhed, der fører os gennem 'The Unloved', som er skuespillerinden Samatha Mortons ('Control', 'Morvern Callar') imponerende instruktørdebur, der lægger sig i fornem forlængelse af den britiske socialrealisme à la Loach og Leigh. Unge Molly Windsor er intet mindre en genialt castet i rollen som den fåmælte Lucy, der farer vild i det britiske socialsystem, hvor hovedløse voksenskikkelser skal forestille at kontrollere et løbsk anarki af ligegyldighed og misbrug. Morton har modelleret filmen over sin egen opvækst i det britiske sociale sikkerhedssystem og fået skabt et følsomt portræt af et menneske fanget i et af samfundets sorte huller.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

