Samtidskunsten kan ofte være en svær kamel at sluge. Med '(Untitled)' har Jonathan Parker derfor sat sig for at lægge den i graven, og samtidig tage sortkomisk kvælertag kunstnermyter i al almindelighed. Vi følger den pessimistiske komponist Adrian Jacobs, hvis musik får selv Stockhausen til at virke poppet. Han lever i sin egen begsorte boble og drømmer om at blive anerkendt på New Yorks hippe kunstscene, samt naturligvis at skabe et udødeligt mesterværk. Da han møder galleristen Madeleine Grey, synes hans lykke at være gjort, men '(Untitled)' er slet ikke ude efter en så konform kærlighedshistorie. I stedet er det prætentiøse kunstnertyper, der dissekeres med lystig hånd, lige fra umusikalske performance-artister til en egocentrisk flødebolle af en billedhugger spillet af selveste Vinnie Jones. Men mellem al morskaben, udhængning af alskens flyvske kunstteorier og af samtidskunstelitens vægelsind og dobbeltmoral, gemmer der sig også nogle interessante diskussioner af, hvad kunst egentlig er, og hvad vi mennesker bruger den til. Alt dette i en hysterisk morsom udlevering af kunsten med stort K.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

