Man kan med en let gysen forestille sig, hvilken infernalsk smasken der ville have bredt sig i den australske outback, hvis en mindre ligevægtig instruktør end spillefilmdebutanten Jonathan auf der Heide havde stået bag 'Van Diemen's Land'. Et par håndfulde irsk-skotske fanger fra en straffekoloni i 1820'ernes Australien flygter ind i hjertet af landet, hvor der hverken er dyr at jage eller vand at finde. Solidariteten begynder at svigte i takt med at sulten breder sig, og efter mordet på og fortæringen af den første af kammeraterne melder sulten sig snart igen. Filmen er rig på stemninger og uhygge, men er helt grundlæggende en lydhør og følsom aflæsning af alliancer, mesalliancer og skrøbelige venskaber på den lange vej gennem junglen, og hverken drabene eller kannibalismen er udpenslede på voldspornomåden. Filmen bygger på en virkelig historie om en undvegen fange, der vendte alene tilbage til civilisationen efter at være flygtet med adskillige af sine venner.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

