To unge dandies begiver sig ud på en mytisk rejse til nattens ende, der fører dem til hjertet af Paris, hvor de tilbringer en nat langs Seinen. Cigaretter, læderjakker med halsklud og vodka fra flasken. En skummel natklub tager imod dem, men indenfor er pigerne sværere at imponere, og som aftenen skrider frem, bliver deres skrøbelige venskab langsomt sat på prøve. Ånden fra Baudelaire, Rimbaud og The Stone Roses svæver som cigaretrøg over 'The Atomic Age', hvor en konfrontation med en gruppe brats finder sted på en scene af asfalt og knust glas, som var den iscenesat af en feberramt Oscar Wilde. Héléna Klotz' rendestensromantiske film er filmisk i en nærmest elementær forstand. Billederne og lyddesignet taler sit helt eget, stilsikre sprog. Den minimale handling, forbilledlig konsekvent fortalt, kunne have fundet sted når som helst, men ikke hvor som helst - for Paris er om noget sted det kulturhistoriske centrum for rastløse romantikere. Filmen udspiller sig udelukkende om natten, der farligt og spændende er et passende sted for en enestående tidløs film med en slutning, der efterlader en forandret.
OBS: Filmen vises med engelske undertekster.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere

