Allerede umiddelbart efter den danske udgivelse af Gabriel García Márquez' magisk-realistiske 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' i 2005 besluttede Henning Carlsen, der tidligere så vellykket har filmatiseret Knut Hamsuns 'Sult' i 1966, sig for at give romanen filmisk form. Filmen handler om en intellektuel, lettere gal journalist, der på sin 90-års fødselsdag beslutter sig for at fejre sig selv med en ung prostitueret. Det er der såmænd ikke noget nyt i, for enspænderen har hele sit liv flittigt forlystet sig med ludere ved snart sagt enhver lejlighed. Denne gang er det specielle dog, at pigen skal være jomfru. Valget falder på en 70 år yngre pige, der for første gang nogensinde vækker en kærlighedsfølelse i forfatteren, hvilket bliver startskuddet til en nyvunden kreativ drivkraft, der gør ham vidt berømt. Carlsen overfører med sikker hånd Márquez' allerede sprudlende tekst til levende billeder og undgår behændigt enhver klichéomgang med gamle mænd og unge damer. 'Erindringen om mine vemodige ludere' står som en smuk og bramfri fortælling om usandsynlig kærlighed.
OBS: Filmen vises med engelske undertekster
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

