Miljøet forekommer mere autentisk end noget, man har set siden den moderne franske sigøjnerklassiker 'Gadjo dilo' i Martin Sulíks flotte, episke og modigt ligefremme beskrivelse af livet i en slovensk sigøjnerlejr. Folk elsker og slås indbyrdes, chikaneres af politiet og lokalsamfundet. Filmen lægger ikke skjul på kriminaliteten i lejren. De to centrale roller er teenagebrødre, hvis far er fundet dræbt, men af hvem og hvorfor, ved vi ikke. Deres mor gifter sig af tryghedshensyn med en mand, der hurtigt træder i karakter som en brutal, men aldrig karikeret stedfar. 'Gypsy' adresserer alle fordommene om sigøjnerne uden at blinke, hvilket ind imellem gør det til en ubekvem oplevelse at se den, men den undgår det nemme føleri eller den lidt for kulørte etnografi. Omgivelserne er racistiske, men sigøjnerne er det ikke mindre. Landsbyen er beskrevet med dokumentarisk akuratesse, men også med liv, varme og solidaritet. Især med unge Adam, der har kontakter ude i det ordinære samfund, som gerne vil hjælpe ham videre, men hvornår bryder man så grundlæggende med sin ikke bare sociale, men etniske og kulturelle arv?