Det er alt det, man ikke ser, der gør den H.P. Lovecraft-inspirerede 'Hard Labor' til så foruroligende en oplevelse. Baggrunde kunne ellers knap være mere hverdagsrealistisk. Den økonomiske krise kradser hos en lille kernefamilie, og da familiefaderen Otavio fyres fra sit arbejde, samtidig med at moderen Helena åbner sin egen købmandsforretning, får det spændingen til stige i det lille hjem. Inden længe begynder små tegn på opløsning at vise sig, og kan man sin horror-grammatik, ved man, at den er helt gal. En sær fugtplet toner frem på væggen. En stinkende, klæbrig væske flyder op imellem fliserne. Truende, sorte hunde holder til uden for forretningen om natten. Instruktørparret Juliana Rojas og Marco Dutra holder imidlertid kortene tæt til kroppen i et minimalistisk og afventende spil med ens forventninger, lige til det sidste - og lidt til. Den egentlige uhygge udspringer nemlig af den dyriske alle-mod-alle-mentalitet, som både er en forudsætning for den kapitalistiske samfundsorden, og et resultat af dens kollaps. 'Hard Labor' havde premiere i Cannes i side-serien Un Certain Regard, og er en neo-thriller holdt i et køligt laboratorie-look. En film af sin tid.
OBS: Filmen vises med engelske undertekster.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere

