Den legendariske instruktør Kim Ki-duk har skrevet dette højspændte og højpolitiske drama og ladet det instruere af Juhn Jaihong, der debuterede med den ligeledes Ki-duk-baserede 'Beautiful' i 2008. Det er et makkerskab, der giver mening, for Jaihong kan i den grad kan sit kram, og mens man mærker forbilledet i historiens store linier, afslører detaljerne instruktørens selvstændige ideer. Fra først til sidst er 'Poongsan' neglebidende effektiv underholdning. Den handler om en ung navnløs mand, der lever af at smugle nordkoreanere hen over den hundefarlige demilitariserede zone - måske verdens allerfarligste stykke land at færdes i - ned til deres familier i Sydkorea. Stærkt forfulgt af sydkoreansk politi og nordkoreansk militær. Han stiller ingen spørgsmål og svarer heller ikke på nogen. Faktisk er han totalt stum gennem langt størsteparten af filmen, og han vægrer sig så langt, han overhovedet kan, mod at engagere sig politisk og vælge side til det ene eller andet Korea. I sidste ende lader det sig ikke gøre; en kvinde, han smugler ned til en rigmand med en højst blakket fortid, skaber kaos i hans strikst upolitiske verden, og nu bliver det først rigtig farligt.
OBS: Filmen vises med engelske undertekster.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere

