Efterårets britiske sensation var dette overraskende og intense lille kammerstykke om to vidt forskellige mænd, der samler hinanden op på en homobar til, hvad der kunne være et engangsknald, men måske også noget mere. Den ene, ansat på et kunstgalleri, er dybt engageret i homomiljøet, mens den anden, en livredder i en svømmehal, lever sit liv i skabet. Vi er helt nede i dobbeltsengen hos de to, mens de hen over en weekend overvejer, om de skal satse på hinanden, og om det er umagen værd. Den ene af dem skal rejse til USA for at begynde på et nyt job om mandagen. Modsat andre film af typen er 'Weekend'
ikke en lang dånende hyldest til forelskelsen fra første billede, men en nøgtern beskrivelse af en fordring, en forpligtelse, man ikke havde bedt om, som kommer på
et dødubekvemt tidspunkt. Men som weekenden går, bliver mere og mere uafviselig. De to skuespillere danser en dans på æggeskaller rundt om hinanden gennem
halvanden time, og vi glemmer snart, at det ikke er en dokumentar, så kropsnært og autentisk er det.