Fabulerende og trippet virkelighedsudflugt dybt ind i Floridas sumpe - og ud i det ydre rum.
'One day I just finally went outside.' Og derfra starter så en fabulerende opdagelsesrejse, fortalt på lydsiden af en ung dreng, der forlader sit forstadshjems på én gang idylliske og sært faretruende rammer til fordel for en ekspedition ind i Floridas sumpes tætte morads af alligatorer og robotter, der dekorerer jordens indre med hulemalerier. Vi ser ham aldrig selv, og den rolige og mennesketomme billedstrøm antyder blot i glimt, at virkeligheden er til konstant forhandling. Drømmen om at grundlægge en ny verden ud af intet fylder tomrummet ud imellem det vi ser og det vi hører. Men i udkanten af billedet anes både en bibelsk apokalypse og en familie i opløsning, hvor udflugten til verden udenfor også er en flugt fra en frygtindgydende far, der vil isolere sine børn i sit tomme hus. 'City World' er nok det tætteste man kommer på at 'høre syner'. Et filmisk blændende og foruroligende hybridværk, der deler sin fascinerende naturmystik med en række af den kontemporære filmscenes mest nytænkende navne - blot i en endnu mere radikal syntese af billede og lyd. Brent Chesanek demonstrerer eksemplarisk, at en film på samme tid kan forholde sig til det virkelige og det mulige. Hverken dokumentar eller fiktion, men simpelthen en film.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

