Tarkovskij og Hammershøi mødes i hjerteskærende smukke scener fra en chilensk villa udenfor tid og sted. Eftermiddagssolens støvede stråler skinner ind imellen de vældige træer i en have, hvor en lille flok gamlinge sidder tavse i hinandens selskab. Vi er på et alderdomshjem, der heller ikke selv er helt nyt længere, men som alligevel - ligesom de fem beboere vi her stifter bekendtskab med - dog stadig står. Dorian, Sarita, Luis, Morena og Juan hedder de, og de er alle fem nået til den 'sidste station' på livets vej. Det er imidlertid chilenske instruktørpar Cristian Soto & Catalina Vergaras fortjeneste, at man lærer mere om livet end om døden i en film, hvor hvert billede kunne have været malet af Hammershøi, og hvor tidens blotte gang opnår en nærmest materiel fylde igennem de enkle, men subtile kamerabevægelser. Hvornår har en film sidst haft denne nærmest skulpturelle tyngde? Tankerne ledes umærkeligt i retning af mestre som Tarkovskij og Angelopoulos, men uden at stille sig i skyggen af fortiden - og det kan kun tages som en pointe - lader 'The Last Station' os blot registrere årstidernes rolige skiften, imens det gyldne lys i stuerne fader ud fra daggry til chiaroscuro. Komisk, hjerteskærende og dybt menneskelig i lige mål; de har deres egen radiokanal på hjemmet, og det fænomenale slutbillede af dens vært på arbejde indgyder én troen på, at livet ikke er sådan at få bugt med.