Ansigt til ansigt med verdens største performance-kunstner i sit livs største show.
Er det radikalt at sidde på en stol og stirre ud i luften? Og er det kunst? Ja, når man gør det 12 timer om dagen, seks dage om ugen, tre måneder i træk. Og det var netop hvad den 63-årige art star og performance-pioner Marina Abramovic gjorde til sit karriere-definerende solo show "The Artist is Present" på MoMA i New York. En simpel, men ekstrem gestus, baseret på øjenkontakt med hver og en af de næsten én million mennesker, der besøgte udstillingen. Gennem sine 40 år som performance-kunstner har Marina Abramovic både fået en pistol for panden af en tilskuer, sat ild til sig selv og gået sin kæreste i møde på den Kinesiske Mur i et langt og pinefuldt afskedsritual. Ved konsekvent at tage udgangspunkt i sin egen krop skaber Abramovic forførende, konfronterende og ofte livsfarlige performances, der danser på en knivspids mellem katharsis og selvtortur. Men intet kan måle sig med det magnum opus, som vi følger backstage fra idé til de sidste, intense minutter. Et elegant bud på årets store kunstnerfilm, og er også for dem, for hvem Abramovic er et nyt navn.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

