Postpunk-party i masker og fjer til romantiske natteravne. Hvis Nico og Nosferatu kastede sig ud i en korrespondance, der skulle udmønte sig i en postpunket og ekspressionistisk film, ville det være denne. Delikat, dekadent og dyster - og årets bedste bud på en moderne kultfilm i den udsyrede "midnight movie"-tradition. I et måske hjemsøgt hus i en skov udfører den kvindelige, franske duo Mansfield.TYA noget der ligner et okkult ritual med klaver, cello og vokal som eneste remedier. Filmen lægger sig om dem i mørke og svimlende smukke billeder, optaget over to år af den debuterende og blot 25-årige instruktør Thomas Rabillon. Et postpunk-party i masker og fjer, og med en goth-sensibilitet, som man ikke behøver at gå med eyeliner for at lade sig forføre af. Var den et digt ville "NYX. Are We the Children of the Night" være ført på vers og nedfældet med gåsefjer i højtsvungen skråskrift og med ravnesort blæk. Det er i stedet blevet en film, men tonen og tempoet er stadig tættere på Edgar Allan Poe end på nogen anden film anno 2012. Rabillon og hans to musikalske muser har lavet et fælles værk med et sjældent mod til at række ud imod det umulige. En film til de lange efterårsnætter.