Bulgarsk bedstemor byder indenfor til skæve historier fra et langt og rigt liv. Hun har levet et langt liv, set det meste og prøvet lidt af hvert. Instruktørens bulgarske bedstemor Tzvetanka er nemlig en dame med ben i næsen. Og det er der her kommet en nærværende og poetisk film ud af. Af to grunde: hun deler gerne og gavmildt ud af sine oplevelser i hjemlandet i løbet af et omvæltningsfuldt århundrede - og hendes barnebarn er en kreativ og opfindsom fortæller, der oven i købet er uddannet scenograf. Og det kan ses. Fra stuen i sin lejlighed med udsigt, højt hævet over storbyen, holder Tzvetanka øje med livets gang derude, imens hun delagtiggør os i sit helt særlige, eget syn på tingene. Den personlige og politiske historie kører parløb i 'Tzvetanka', hvor erindringen spiller både os og vores hovedperson et puds eller to. Tager vores liv form som fortællinger i erindringen? Som fiktioner? Eller måske som teater, med en selv som hovedpersonen? Uforklarede (og uforklarlige) scener fra en indendørs blomsterhave kunne tyde på det. Og så alligevel. En kærlig, legesyg og herligt skæv film om emner, som er for vigtige til at tage alt for alvorligt.