Et stor-charmerende ørkentrip på lavbudget i fodsporene på Eisenstein - og med ny musik af PJ Harvey!
En tur i den russiske filmskaber Sergei Eisensteins fodspor lyder umiddelbart cinéfilt. Det er det også - bevares, Mark Cousins seneste film var den 15-timer lange film 'The Story of Film' - men det er også meget mere end det! En poetisk, til tider lårklappende morsom, men mest af alt vanvittigt original lowbudget-dokumentar om lykke, frihed, kærlighed og identitetens rolle i omverdenen. Alt sammen udforsket over blot tre dage i Mexico for 10 pund med et mobiltelefonkamera! Filmnørder vil kunne sidde og klukke over de mere eller mindre subtile nik til Eisensteins intellektuelle filmteorier, mens andre vil forelske sig i Cousins blanding af charmerende selvoptagethed og bedårende begejstring for verden omkring sig. Og også musiksiden vil begejstre. I sit første cut af filmen brugte han PJ Harveys 'To Bring You My Love' og krydsede fingre for tilladelse. Harvey blev forelsket i filmen og gav derfor også Cousins muligheden for at bruge to ikke-udgivne sange, hvilket er dejlig krymmel på en film, der handler om alt og intet. Derfor er det i høj grad op til beskuerens sindstilstand på aftenen, at afgøre hvad man tager med derfra. Sikkert er det, at du aldrig har set en film magen til.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

