Med 'Undercover Cop' tager Brian Hill, en af Englands mest innovative dokumentarister, igen fat på et af de emner, der gør ondt langt ind i den demokratiske folkesjæl: brugen af hemmelige politiagenter. Hill har fået fuld adgang til Mark Kennedy, den engelske politimand, der efter 7 år som spion i det engelske - og danske - aktivististmiljø blev afsløret i starten af 2011. Men i stedet for blot at interviewe ham, stiller Hill agenten op foran en green screen og lader ham genopføre sin egen historie, der bl.a. involverer seksuelle forhold med flere kvindelige aktivister og en kontroversielt proaktiv indsats under COP 15 i København. At han også var manden, der infiltrererede Ungdomshuset og videregav information til politiet, så de kunne storme bygningen, gør ham ikke mindre interessant for et dansk publikum. 'Undercover Cop' er en hamrende aktuel dokumentar, der ligesom 'Better This World' (se Amnesty Award) sætter spørgsmålstegn ved hvor langt staten kan gå i sin brug af løgn og svig uden at miste sine medborgeres basale tillid. Engelsk uden undertekster.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

