Man føler sig hele tiden et skridt bagefter i Clio Barnards 'The Arbor', som er opkaldt efter det trøstesløse boligkvarter et sted i Nordengland, hvor den foregår. Barnard vender nemlig den britiske forkærlighed for miserabel socialrealisme på hovedet i sin teatralske 'real-life'-opsætning af det succes-stykke, som den blot 19-årige forfatter Andrea Dunbar i sin tid skrev, inden hun drak sig ihjel. Filmen sporer den komplicerede relation imellem Dunbar og hendes voksne datter, og bygger på flere års research og interviews med familien. Båndoptagelser, som bliver lip synch'et af skuespillere i en dagligstue, som i øvrigt hverken har vægge eller tag, men ligger midt på en græsplæne i The Arbor. Ja, det ligner ikke noget, man har set før, men Barnards film er heldigvis utroligt meget nemmere at se end at forklare. Den desperate cyklus af afhængighed, selvdestruktion og vold har dybe rødder, og 'The Arbor' er et modigt og innovativt forsøg på at give dem en form. Bogstaveligt talt et stykke rendestensteater, der ville have gjort Bertolt Brecht stolt og som man tager med sig hjem i tankerne.