Moderskabets mange udfordringer bliver i den grad sat på spidsen i den klaustrofobiske body-horror ‘Huesera’. Den unge, vordende mor, Valeria, har længe ønsket at blive gravid, men da det endelig sker, begynder tvivlen og angsten at nage hende.

Hun forfølges pludselig af den onde, mexicanske ånd “La Huesera”, der viser sig for hende som en itubrækket, ansigtsløs kvinde, der bryder ind i Valerias hjem og brækker hendes lemmer. Men er La Huesera virkelig, eller er hun skabt af Valerias overspændte fantasi? Og har Valeria egentlig overhovedet lyst til at være mor?

I ‘Huesera’ fremstår hjemmet som noget angstfyldt og utrygt. Kvalmende sukker-farver og edderkoppespind får seeren til at føle sig fanget side om side med Valeria i et fængsel af en nærmest kvælende, hjemlig normalitet, hvor der hverken er plads til individualisme eller spørgsmål. Dette står i skarp kontrast til Valerias frigjorte ungdom i det mørke undergrunds-punkmiljø. I et flashback ser vi hende omgivet af larm og venner under den åbne himmel i armene på sin kvindelige kæreste, Octavia. Sammen løber de fra politiet, mens Valeria euforisk råber “jeg vil ikke tæmmes!”.

‘Huesera’ er en effektiv horrorfilm, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på sin seer, men det er også en film, der udfordrer os til at stille os selv de helt store spørgsmål: lever jeg det liv jeg ønsker? Hvorfor tager jeg de beslutninger jeg gør?

Natalia Solián brillerer i rollen som den komplekse og følelsesmæssigt svingende Valeria, men det lyddesignet, der er filmens sande stjerne. Vanviddet kropsliggøres med lydene, og det er ikke for sarte sjæle, når vi hører knoglebræk i surround sound.