

Du skal ikke deltage i dette arrangement, hvis du gerne vil se 'Indiana Jones og krystalkraniets kongerige' i fred og ro.
Du skal deltage for at opleve, hvordan det forløber når de to Indy-fanboys og podcastværter Casper Christensen og Jesper Laursen fra Filmnørdens Hjørne live kommenterer filmen fra start til slut sammen med publikum.
Lad os være ærlige: De fleste hader Indy 4. Film- og Indy-fans verden over har hældt galde ud over den siden premieren, og filmens instruktør Steven Spielberg har ad flere omgange givet udtryk for, at han ikke er ovenud tilfreds med den.
Men er den virkelig SÅ slem? Det vil Casper og Jesper forsøge at vurdere, når de leverer deres live og til dels improviserede kommentarspor.
Improviseret, fordi selvbestaltede Indy-fan Casper faktisk aldrig har set filmen før! Vil hans udødelige kærlighed til Indiana Jones lide et uopretteligt knæk, set i lyset af den udskældte film?
Kom og vær med. Det bliver sandsynligvis festligt. (Arrangementet optages live og udgives efterfølgende i en udvidet podcast fra Filmnørdens Hjørne.)
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere