Den franske film 'Mustang' foregår i en lille landsby i det nordlige Tyrkiet og handler om fem forældreløse søskende, der bor hos deres onkel og bedstemor.
De lever et normalt ungdomsliv med glæde og frihed, lige indtil en harmløs leg på stranden med en gruppe drenge sætter en stopper for den gode tilværelse. Det, der for pigerne er uskyldig teenagesjov, bliver af både naboer og deres familie set som upassende opførsel.
Søstrenes frihed indskrænkes mere og mere, og deres hjem forvandles til et fængsel. De fem søstre, der satte pris på deres frihed, begynder nu at finde andre måder at komme udenom den nye dagsorden, og et oprør ulmer under overfladen.
Filmen er et ungdomsdrama med en socialrealistisk undertone, der skildrer en kultur, som er meget anderledes end den vestlige. Filmen tager svære emner som arrangeret ægteskaber og incest op og viser, hvordan det er at vokse op i et samfund bundet af traditioner og normer.
’Mustang’ er instrueret af Deniz Gamze Ergüvens, der vandt en af toppriserne i Directors’ Fortnight ved Cannes Film Festival 2015. Det franske drama var nomineret til en Oscar for Bedste ikke-engelsksprogede film. (copyright: kino.dk)
Brugernes anmeldelser
5,9
8 brugere