Det er højsommer og den 12-årige Gelsomina bor sammen med sin italienske mor, tyske far, sine søstre og den permanente gæst, Cocò, på et afsides og faldefærdigt husmandssted i Norditalien. Her producerer familien, de små medlemmer inklusive, honning efter traditionelle principper og lever, efter patriarken Wolfgangs idealer, en afskærmet tilværelse i ly for den korrupte og fallerede moderne verden, de i hans øjne kommer fra.
Som den ældste og mest pligtopfyldende i søskendeflokken er Gelsomina arvtager til dette besynderlige og vakkelvorne imperium bygget på kompromisløshed og selvbestaltede regler. Men Gelsomina har andre drømme om fremtiden, og i løbet af sommeren er to hændelser katalysatorer for at familiens, og i særdeleshed hendes, liv forandres fundamentalt.
Som i et drømmesyn møder søsterflokken en dag, da de er ude at bade, en overjordisk smuk kvinde svøbt i traditionelle etruskiske klæder. Hun er ankommet med et filmhold som værtinde for det eksotiske tv-show, ’Il Paese delle Meraviglie’ (Countryside Wonders), der inviterer de lokale bønder til at præsentere deres produkter og konkurrere på tradition og autenticitet om en stor sum penge og et luksuriøst cruisetogt. Gelsomina fascineres af arrangementet og ønsker brændende, at familien skal deltage. Mod Wolfgangs vilje tilmelder hun dem konkurrencen.
Den anden indgribende faktor er Martin – en småkriminel tysk teenagedreng der, som led i et rehabiliteringsforløb, skal bo hos og arbejde for familien. Martin er en tavs og tilbagetrukken dreng, på hvem Wolfgang projicerer sin længsel efter en søn.
Det bliver en usædvanlig sommer for Gelsomina og hendes familie – en sommer hvor de særlige dynamikker, der holder det hele sammen, begynder at falde fra hinanden…
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

