Efter et længere arbejdsophold i Polen vender Leonid tilbage til konen Olena og teenagesønnen Nazar. De skal sammen fejre Malanka, en traditionel festival med masser af ritualer og farvestrålende masker og kostumer.
Familiens lille landsby grænser op til Rumænien og har gennem alle tider været gennemsyret af korruption. Derfor betragtes smugling nærmest som en del af den lokale kulturarv. Leonid har også en fortid som smugler, og da Nazar ved et uheld ender i gæld til den lokale mafia, bliver farmand tvunget til at støve sit gamle kodenavn Pamfir af – og udføre et sidste, men yderst farligt job.
Den ukrainske instruktør, Dmytro Sukholytkyy-Sobchuk, spillefilmsdebuterer her med et "nyt" perspektiv på det mægtige land mod øst.
Et nyt perspektiv, forstået sådan, at filmen ikke beskæftiger sig med krig, som folk i denne tid ellers forventer, men "bare" er et blik på et (u)moderne Ukraine – et land og en kultur, som ikke ret mange herhjemme overhovedet kender.
'Pamfir' er et udkants-hverdagsdrama i smukke bjergomgivelser med tiltagende krimi-elementer.
Brugernes anmeldelser
5,0
1 brugere

