Allerede i Piñeiros første spillefilm, 'The Stolen Man', fornemmes en stilsikker og personlige stil, som leder tankerne hen på den franske nybølges store instruktører som Eric Rohmer og især Jacques Rivette. En gruppe unge mennesker arbejder på et historisk museum, hvorfra de stjæler antikviteter, mens de indgår i indviklede kærlighedsrelationer. Piñeiros forkærlighed for historien og især hans beundring for den argentinske forfatter og politiker Sarmiento fornemmes tydeligt; Det er på hans museum karaktererne arbejder, og de er dybt fascinerede af hans bøger, som de køber, citerer og tager med sig overalt - og filmens kapitler svarer til kapitler i Sarmientos dagbog. Ekkoer fra fortiden blander sig i deres tilværelse og åbner for en magisk verden langt fra det resterende samfund - en verden hvor love om årsag og virkning synes at være sat ud af funktion. Sideløbende med fascinationen af historien og skriften fornemmer man en sødmefyldt sprudlende kærlighed til samtiden - til det spontane levende menneske og dets uforudsigelige handlinger.