I Ridley Scotts ikoniske 90’er-roadmovie ’Thelma & Louise’ tager de to fandenivoldske feminister Thelma (Geena Davis) & Louise (Susan Sarandon) på flugt fra deres kontrollerende mænd og begrænsede, ufrie liv. Hvad der først skulle have været en rask lille pige-weekend, udvikler sig efter et grænseoverskridende voldtægtsforsøg til en hit-and-drive gennem det sydøstlige USA i en Ford Thunderbird, der er lige så fræk, som de to veninders vokabular og tricks mod vulgære mænd.
Blandt de mange mærkværdige skæbner, de to veninder møder på den amerikanske highway, tæller bl.a. en ualmindelig ung og charmerende Brad Pitt, der fik sin første betydelige rolle i en større Hollywood film, som en hjemløs røver, der er prøveløsladt fra fængslet. I filmen står han som et eksempel på en drenget drønnert, der trods sin krysteragtige stikken halen mellem benene-stil, demonstrerer en vellykket form for samtykke før sex. Godt nok er han en røver, men han er til gengæld også galant og afholdende, da den ellers gifte Thelma før en omgang hed motel-sex siger “Wait”.
Thelma og Louise var blandt de film, der opnåede de største billetindtægter i USA i 1991. Filmen blev nomineret til seks Oscars og vandt for bedste originalmanuskript. Både Geena Davis og Susan Sarandon blev desuden nomineret for deres hovedroller. Blandt filmens biroller spiller Harvey Keitel en indsigtsfuld politiefterforsker, der forsøger at komme på sporet af de to kvinder, der flygter efter at have dræbt en voldtægtsmand. Var det selvforsvar eller selvtægt?
Brugernes anmeldelser
6,0
1 brugere