Folkeuniversitetet Aarhus er stolte over i samarbejde med Nordisk Film at kunne præsentere forpremiere på den Oscarnominerede film Kon-Tiki, der er baseret på Thor Heyerdahls bog af samme navn, som er solgt i over 50 millioner eksemplarer på verdensplan og oversat til 70 sprog.
Anført af Heyerdahl sejler seks unge mænd d. 27. april 1947 ud på et vovemodigt eventyr for at bevise, at den polynesiske befolkning oprindeligt kom sejlende fra Peru. Teorien var revolutionerende og gik stik imod samtlige etablerede videnskabelige teorier, der alle pegede på, at Asien var udgangspunkt for befolknings udvandringen.
Under verdenspressen fulde bevågenhed tager den eventyrlystne besætning afsted på en primitiv tømmerflåde på en rejse på over 7000 km. - en strækning længere end fra Chicago til Moskva. De navigerer ved hjælp af stjernerne i det store Stillehav, med bølgerne som deres ror, i en både nervepirrende og fascinerende kamp mod naturens kræfter. Ekspeditionen tilbagelægges uden andre hjælpemidler end en kortbølgeradio - på en balsatræflåde, som de havde døbt efter den sydamerikanske solgud, Kon-Tiki.
Thor Heyerdahl kendte med en enkelt undtagelse ikke noget af sit mandskab på forhånd, og kun en enkelt af dem havde sejlererfaring. Heyerdahl led selv af en livslang vandskræk og kunne ikke svømme, men han var villig til at ofre alt og alle for at bevise, at hans teori var sandsynlig.
Kon-Tiki tager os ud på en episk rejse, der ender med at vare 101 dag, og som forandrede deltagernes liv for altid!
Filmen introduceres af museumsinspektør Jeanette Varberg fra Moesgård Museum. Hun forsker med fokus på social identitet, kommunikation, rejser, kosmologi og krig. Hun har bl.a. deltaget i Galathea ekspeditionen i 2006/2007 og foretaget arkæologiske udgravninger, der var med til at kortlægge de første rejser ud over Stillehavet for 3200 år siden. Udgravninger der har været med til at gøre os klogere på, hvor bl.a. den polynesiske befolkning egentlig kom fra. Jeanette Varberg tager os med i fodsporene på Thor Heyerdahls fantastiske bedrift, som var med til at løse gåden om befolkningen af Stillehavet – men hun viser os samtidig, hvorfor hans teori i sidste ende ikke holdt vand.
Brugernes anmeldelser
0,0
0 brugere
1
2
3
4
5
6

