Willy Wonka-forhistorie på vej
Willy Wonka, ejeren af den infamøse chokoladefabrik fra Charlie and the Chocolate Factory, får hovedrollen i en ny film fra Warner Bros., som skal produceres af Harry Potter-seriens David Heyman.
Variety antyder tilmed, at filmen kan blive den første af mange, som skal indgå i et filmisk univers baseret på Roald Dahls børnebøger af samme navn.
I bogserien, der inspirerede både Willy Wonka & the Chocolate Factory fra 1971 og Tim Burton-genindspilningen med Johnny Depp i hovedrollen, er Willy Wonka en ældre herre, som leder efter en arvtager til sit slik-imperium.
Warner Bros.' nye film vil derimod udforske karakterens unge dage. Det bliver ikke decideret en origin story for chokoladefabriksejeren, men derimod en forhistorie om Wonkas tidligere eventyr.
Man kunne fristes til at sige, at konceptet minder lidt om den kommende Harry Potter-forhistorie Fantastiske skabninger... og hvor de findes, som Heyman også producerer.
Timingen af denne nyhed er umiskendeligt uheldig: Den originale Willy Wonka-skuespiller, Gene Wilder, døde for under to måneder siden, og konsensus på de sociale medier virker til at være, at sagaen om chokoladefabrikken ligeledes skal lægges til hvile.
Dog noterer Variety-skribenten Justin Kroll på Twitter, at filmen muligvis vil være baseret på uudgivet materiale fra Roald Dahl, hvilket ville legitimere fortællingen som en 'sand' uddybelse af den populære karakters liv.
Willy Wonka-filmen har endnu ingen premieredato.