Alt du skal vide om Charles Manson

Spoilerfri opvarmning til 'Once Upon a Time... in Hollywood'
Billede
(© SF STUDIOS)

I disse dage er Quentin Tarantino på alles læber med sin nye film Once Upon a Time... in Hollywood. Filmen følger to venner, en skuespiller (Leonardo DiCaprio) og en stuntmand (Brad Pitt), der på sælsom vis vikles ind i historien om morderen Charles Manson og hans offer Sharon Tate (Margot Robbie).

Vi giver dig derfor her et indblik i deres historie - især Mansons – UDEN at spoile filmens plot.

Find dine billetter til Once Upon a Time... in Hollywood her:

Hvem var Manson?
Charles Manson var en pseudo-kultleder, der i 1969 fik sine disciple til at myrde syv mennesker. Mange forbinder navnet med andre famøse seriemordere, men Manson selv var ikke ude og deltage i de grusomme og meget berømte mord. Han var dog uden tvivl bagmanden.

Charles Milles Manson blev født den 12. november 1934 og voksede op hos den meget unge og småkriminelle mor, Kathleen Maddox, uden skyggen af omsorg. Senere ville han prale med den manglende kærlighed i barndommen. Han havnede i en tidlig alder i systemet, og røg det meste af sit liv ind og ud af fængsler for diverse tyverier. Det var som indsat, at Manson lærte de tricks, hans senere ville benytte til at manipulere op til 35 unge kvinder og et par mænd i sin kult.

Selvhjælp, scientology, racisme og The Beatles 
I sin tid i fængsel deltog Manson i et længere kursus om Dale Carnegies selvhjælpsbog ’How to Win Friends and Influence People’ (1936), hvorefter han modtog undervisning i religionen, Scientology. Han blandede derefter manipulations-værktøjerne fra Carnegie, synspunkter om døden fra Scientology og sin egen stærke kristne tro med en indædt racisme samt en manisk besættelse af bandet The Beatles.

Tilsat en masse stoffer blev dette til grundlaget for den effektive ideologi, som Manson benyttede som kultleder. Han solgte sig selv som en slags genfødsel af Jesus, der ikke frygtede døden, forudså en kommende racekrig og i sidste ende skulle blive verdens største musiker. Større end The Beatles.

LÆS OGSÅ: 20 SERIEMORDERFILM ALLE BØR SE

Tilknytningen til Hollywood og musikbranchen
Formålet med den såkaldte kult var i virkeligheden nok nærmere, at Manson kunne udnytte pigernes seksuelle ydelser til at skaffe kontakter og hustle sig igennem tilværelse for til sidst at opnå berømmelse. Derfor flyttede Manson selvfølgelig til Californien, hvor han faktisk fik en del berømte bekendtskaber - fx forsøgte Neil Young en overgang at skaffe ham en pladekontrakt.

Ingen var dog vigtigere end Dennis Wilson, trommeslageren i ’The Beach Boys’, der lukkede Manson og hans kvinder ind i sit overdådige hjem i en længere periode og dermed introducerede Manson for miljøet. Før Wilson kom til fornuft og fik smidt dem ud, nåede Manson såmænd at skrive en sang til ’The Beach Boys’-albummet ’20/20’ (dog ukrediteret og med ændret titel).

Og desværre fik Wilson også introduceret Manson til Byrds-produceren Terry Melcher (Doris Days søn), der boede sammen med sin kæreste, skuespillerinden Candice Bergen, på 10050 Cielo Drive. I det selvsamme hus som filminstruktøren Roman Polanski og skuespillerinden Sharon Tate senere skulle leje.

Da Manson besøgte Sharon Tate
I februar 1969 skete der to ting. Sharon Tate og Roman Polanski flyttede ind i Melchers gamle hus, og Manson-familien færdiggjorde deres såkaldte Helter Skelter-vision.

Inspireret af (en misforstået tolkning af) The Beatles-albummet ’The White Album’ troede Manson på en race-krig, hvor de sorte og ikke-racisterne ville udrydde sig selv og hinanden, mens Manson-familien kunne gemme sig i ørkenen eller under jorden, for til sidst at stå tilbage som de rette suveræne ledere af USA. Visionen blev omdannet til et musikalbum, som Melcher var inviteret ud for at lytte til. Han kom aldrig.

Den 23. marts 1969 besøgte Manson ifølge flere vidner derfor huset på Cielo Drive. Han ledte efter Melcher, men opdagede hurtigt, at han var flyttet. Alligevel luskede han rundt, og kom endda tilbage samme dag for lige at kigge en gang til. Som en tyv der undersøger et kommende gerningssted.

The Spahn Ranch og den døde stuntmand
Efter tiden hos Wilson havde Manson og hans voksende følge slået sig ned på en ranch tidligere brugt som lokation for gamle westerns. Spahn Ranch var ejet af den gamle, halvblinde George Spahn, der lod sig overtale til at give Mansons kvinder logi til gengæld for sex og vedligeholdelse af ranchen. Lynette Alice "Squeaky" Fromme (der i 1975 skulle forsøge at myrde Præsident Ford) havde ansvaret for Spahns velvære.

I den sidste tid forsøgte Spahn sammen med den forhenværende western-stuntmand Donald Shorty Shea at få Manson-kulten væk fra ejendommen. Den 26. august blev Shea et offer for Manson-kulten, og hans lig blev først fundet i jorden nær Spahn Ranch otte år senere.

HØR OGSÅ VORES PODCAST: VI ELSKER SERIEMORDER-FILM

Tate-LaBianca-mordene
Natten mellem den 8. og 9. august 1969 sendte Manson sine disciple Tex Watson, Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Linda Kasabian afsted til adressen 10050 Cielo Drive i Los Angeles for at “totally destroy everyone(…) as gruesome as you can.”

Her boede den 26-årige højgravide skuespillerinde Sharon Tate og hendes mand, tidens hotteste filminstruktør Roman Polanski. Året forinden havde Polanski opnået kæmpe succes med gyseren ’Rosemary’s Baby’ om en højgravid kvinde, der møder en grusom skæbne i hænderne på en kult. Trist nok gav handlingen genlyd i morderne på hans egen kone og deres ufødte søn.

På mordnatten var Polanski ude og rejse. Tate havde besøg af jetset-vennerne Jay Sebring, Wojciech Frykowski og Abigail Folger.

Manson-familien dræbte først en 18-årig dreng ved navn Steven Parent, der havde været på besøg hos husets tilsynsmand. Derefter brød de ind i huset og myrdede dem alle på grusomste vis. Efter mordene fulgte de Mansons instruktioner og skrev ordet ”PIG” på husets dør med Tates blod.

Dagen efter, den 10. august, kørte de samme fire Manson-medlemmer i selskab med Leslie Van Houten og Steve Grogan afsted og slog ægteparret Leno og Rosemary LaBianca ihjel i deres hjem. Her efterlod de ordene "WAR", "Rise", "Death to pigs" og "Healter Skelter".

Død i fængsel
Politiet fangede først Manson og co., efter Susan Atkins havde blæret sig, mens hun sad i fængsel for et andet mord.

Retssagen varede syv måneder og blev dækket heftigt af medierne. Bl.a. fordi Manson-familien altid leverede et spektakel i retssalen. Linda Kasabian endte med at vidne og gik fri, mens Manson, Atkins, Krenwinkel, Van Houten og Watson alle fik dødsdom (senere ændret til livstid). Manson døde i fængslet i 2017 i en alder af 83.

Det sande motiv?
Manson selv, medierne og myten lyder, at Manson-mordene havde mere på sig end blot penge og et alibi. Bl.a. at de ord, der blev skrevet på væggene blev skrevet for at forvirre politiet og folk til at tro, det var Balck Panther, der stod bag, og dermed starte racekrigen.

Men vidnesagn peger på, at mordene i virkeligheden var røverier, der blot skulle dække over et andet mord, nemlig mordet på musiklæreren Gary Hinman, der tidligere på året blev tortureret og dræbt af Mary Brunner, Susan Atkins og Bobby Beausoleil i håb om at få penge ud af ham. De havde skrevet ordene "political piggy" på hans væg - netop for at forvirre og pege på Black Panthers.

Den 6. august blev Beausoleil anholdt for mordet, og to dage efter beordrede Manson Tate-LaBianca-drabene for at få det til at ligne serie-mord begået af en anden end Beausoleil. Samtidig kunne de jo røve ofrene, og starte en race-krig: "Now is the time for Helter Skelter."

Mordene der dræbte 1960erne
Tate-LaBianca-mordene og Manson-kultens ondskab sendte chokbølger igennem industrien og USA generelt, bl.a. pga. de mange højprofilerede navne der var perifert involveret i Mansons liv. Mordene ændrede Hollywood for altid. Samtidig var det enden på den uskyld og den fri kærlighed, hippierne havde prædiket. 60erne var et ekstremt voldeligt årti med alt fra Vietnam-krigen til mordene på Kennedy og Luther King til nu også Manson-mord.

Forfatterinden Joan Didion kaldte i essay-samlingen ’The White Album’ Manson-mordene: ”et benchmark for en generation”. Det var også Didion, der kaldte Manson-mordene for den afgørende afslutning på 60erne.

Find dine billetter til Once Upon a Time... in Hollywood her: