Bekræftet: Mads Mikkelsen erstatter Johnny Depp i 'Fantastiske skabninger 3'
OPDATERET: Warner Bros. har gjort castingen officiel. Mads Mikkelsen skal spille skurken Grindelwald over for Eddie Redmayne og Jude Law i de kommende film i 'Fantastiske skabninger'-universet.
Filmen får dansk premiere den 14. juli 2022.
Nu hvor Johnny Depp er helt ude af Harry Potter-franchisens nye film, Fantastiske skabninger skal en ny skuespiller spille hovedskurken, Gellert Grindelwald, i de kommende Fantastiske skabninger-film.
Nu skriver Deadline.com, at instruktøren David Yates er kæmpe fan af Mads Mikkelsen, og at netop danskeren er hans første valg til at overtage rollen.
Ifølge Deadlines kilde er Mikkelsen faktisk allerede i gang med de tidlige forhandlinger.
Depp spillede Grindelwald i de to første film, Fantastiske skabninger... og hvor de findes og Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser, men hans personlige skandaler med en kommende retssag om hustruvold, har sat en stopper for det.
Warner Bros. udskød således også premieredatoen på treeren fra november 2021 til sommeren 2022 så sent som i går.
Se også: Top 10 Mads Mikkelsen-rollen
Mange - inklusive os - har selvfølgelig peget på Colin Farrel som en anden oplagt erstatning. Dette fordi Farrell spillede en slags udgave af Grindelwald i den første film.
Men skulle Mads Mikkelsen lande rollen, er vi selvfølgelig ellevilde for at se danskeren udføre mørk magi i det Harry Potter'ske univers. Han har jo allerede behersket trolddom som Kaecilius i Doctor Strange og bevist sit skurke-værd i serien 'Hannibal' samt i James Bond-universet. Og skulle aftalen komme i hus, er Mikkelsen altså med i alle de største franchises fra Marvel til Bond over Star Wars og nu Harry Potter.
Optagelserne på 'Fantastiske skabninger 3' er allerede i fuld gang med bl.a. Eddie Redmayne og Jude Law på settet.
'Fantastiske skabninger 3' har rykket premiere til den 14. juli 2022.
Mads Mikkelsen kan nu ses i både Druk og Retfærdighedens ryttere i biografen.