Mads Mikkelsen om 'Fantastiske skabninger 3': "Det bliver magisk og hjerteskærende"
Det er næppe gået mange Harry Potter- og Mads Mikkelsen-fans næser forbi, at danskeren sidste år overtog rollen som Gellert Grindelwald i Fantastiske Skabninger 3 efter skandaleombruste Johnny Depp.
Nu er optagelserne afsluttet, og i et nyt interview med Total Film fortæller den 55-årige stjerne om oplevelserne med Harry Potter-universet:
- Det var en dejlig oplevelse. Jeg synes, at det var et fantastisk manuskript: En god, solid historie. Så hvis det er noget at måle ud fra, så tror jeg, at filmen vil blive ... du ved, så magisk som den skal være, med vidunderlige skabninger, men også ret smuk. Der er nogle virkelig interessante, hjerteskærende historier i den. Og forhåbentlig vil det blive afspejlet.
Danskeren kommer også ind på sin version af den onde troldmand, og hvordan han har løsrevet sig fra forgængerens Depps fodspor:
- Jeg har været fan af Johnny Depp siden, jeg så ham som en ung mand og at prøve at få hans intensitet og hans måde at gøre tingene på ind i mit arbejde er et no-go. Jeg har fundet min egen, fordi hans er unik, og det skal jeg give slip på, og finde min egen vej.
Mads Mikkelsens næste store udenlands-eventyr bliver i Indiana Jones 5, hvor danskeren medvirker i en endnu hemmeligholdt rolle.
Mens kan vi i de danske biografer både opleve verdenstjernen i sci-fi-braget Chaos Walking, Oscar-vinderen Druk og Retfærdighedens ryttere fra på torsdag.