Spielberg overrasker: Bringer legendarisk filmhelt til live efter 54 år
Indbegrebet af cool må siges at være Steve McQueen, bl.a. og ikke mindst i Peter Yates’ klassiker Bullitt fra 1968, hvor han spiller kriminalbetjenten Frank Bullitt, der søger retfærdighed i San Franciscos gader.
Nu har Steven Spielberg kastet sin kærlighed på filmen og her karakteren Bullitt, som han således er ved at udarbejde en spillefilm om. Det skriver Deadline.
Der er altså ikke tale om en genindspilning, men derimod en helt ny og original historie om den legendariske karakter fra 60'er-klassikeren, der udover at være kendt for McQueens ikoniske titelrolle også byder på en af filmhistoriens mest mindeværdige biljagter.
Manuskriptet er sat til at blive forfattet af Josh Singer, der tidligere har været med til at skrive bl.a. Oscar-filmene The Post, Spotlight og First Man.
LÆS OGSÅ: Hitchcock havde bizar årsag til, at han aldrig ville møde Spielberg
I producerstolen finder man Kristie Macosko Krieger, der tidligere har produceret for Spielberg på film som Bridge of Spies, Ready Player One og West Side Story.
Herudover agerer også McQueens søn og barnebarn, Chad og Molly McQueen, producere på Spielberg-filmen.
Senere på året er Spielbergs semi-autobiografiske drama 'The Fabelmans' sat til at lande i biografen. Hvornår filmen om Frank Bullitt vil se dagens lys, vides altså endnu ikke.
Der skal bl.a. også først forfattes et manuskript, castes en hovedrolle osv. Vi håber dog på snart at få mere at vide om projektet, der meget gerne også må blive en realitet i biografen.
Spielberg kunne jo lade sig inspirere af Quentin Tarantino og hyre Damian Lewis til hovedrollen som Frank Bullitt? Lewis spillede nemlig Steve McQueen i Once Upon a Time... in Hollywood.