Bille August afslører: Har lavet biograffilm med Dronningen for Netflix

Får premiere senere i år 
Billede
(© Netflix)

Den ikoniske danske instruktør, Bille August, er lige nu aktuel i de danske biografer med dramaet Kysset. Men allerede nu er hans næste film indspillet og klar til at få premiere senere i år.

Det fortæller filmskaberen, da han besøger vores podcast Den varme biografstol:

- Titlen er 'Ehrengard'. Det er en Netflix-produktion. Filmen er indspillet, vi har dansk biografpremiere i september. Filmen er færdig, klippet og klar. 

- Det er specielt med Netflix. Denne type Netflix-produktioner går ud i 96 lande, og de skal dubbes til alle de lande, og det tager tre måneder. Så det er et langt produktions-efterarbejdsforløb, så den kan ikke vises før september.

 

LÆS OGSÅ: George Lucas bad dansker om at instruere Indiana Jones-serie: "Jeg har aldrig set filmene"

'Ehrengard' er en filmatisering af et af Karen Blixens sidste værker, og mens Bille August står bag kameraet, så er scenografien faktisk designet af selveste Hendes Majestæt Dronning Margrethe:

- Det er sjovt på den måde, at Dronningen er involveret i det. Og det var den vej henvendelsen kom fra Dronningen, om jeg var interesseret i det her projekt, fortæller Bille August.

'Ehrengard' udspiller sig i eventyrriget Babenhausen, hvor en ung, selvudnævnte kærlighedsekspert, Cazotte, som bliver ansat til af storhertugeinden for at hjælpe med at sikre en arving til tronen.

Cazotte går på jagt efter en passende, fremtidig prinsesse og underviser samtidig den generte kronpris i kunsten at forføre og elske. Men intet går som planlagt!

- Det var en historie, som hun havde fundet. Og jeg var vild med den. Det er ikke en forveksklingshistorie, men tæt på, om en forfører, der bliver fanget i sit eget spid, og det er jo sjovt. Han bliver forført af alle dem, han tror, han forfører, og det er jo en sjov historie. Så jeg glæder mig også til, den kommer ud.

 

LÆS OGSÅ: Bille Augusts nye film taler til den unge generation: "Det handler om mobning"

Bille August fortæller, at selvom Dronningen var involveret, havde danskeren ingen betækning ved at sige nej, hvis projektet ikke havde tiltalt ham:

- Hvis jeg ikke kunne lide projektet, så havde jeg ikke gjort det. Men det har været skønt at samarbejde med hende.

Det er den 74-årige instruktørs første samarbejde med streamingtjenesten, og det har været en god oplevelse:

- De har været så fine og lydhøre og respektfulde over projektet, og vi har lavet en god film, synes jeg. Så store forventninger.

En ting ved situationen gør året 2023 ganske specielt for Bille August. I hans 45-årige karriere er det nemlig første gang, at han nogensinde er aktuel med to spillefilm på samme år:

- Det har jeg ikke oplevet før. Det er ret vildt!, afslutter den danske Oscar-vinder.

Rollelisten til 'Ehrengard' består bl.a. af Sidse Babett Knudsen, Christopher Læssø, Mikkel Boe Følsgaard, Jacob Lohmann og stortalentet Emilie Kroyer Koppel, der er aktuel med det danske drama Ustyrlig.

 

'Kysset' kan ses i biografen nu. 'Ehrengard' afventer en præcis premieredato til september.

 

Lyt til hele vores podcast med Bille August herunder - eller i din foretrukne podcast-app: