Quentin Tarantino bekræfter sin sidste film - men afkræfter centralt rygte om den
For et par uger siden blev det afsløret, at Quentin Tarantinos næste - og sidste film - fik titlen 'The Movie Critic'.
Mange antog, at filmen ville være centeret omkring den berømte filmkritiker Pauline Kael, der anmeldte for The New Yorker i perioden fra 1968 til 1991.
Taratino er en selvdeklareret fan af Kael, som i sin samtid oftest havde et anderledes takes på de populære film. Men i et nyt interview slår instruktøren fast, at 'The Movie Critic' ikke handler om Kael.
LÆS OGSÅ: Derfor laver Quentin Tarantino kun én film mere
Quentin Tarantino bekræfter dog, at manuskriptet er færdigt. Titlen er korrekt, og at den vil udspille sig i 1977. Han udtaler i France24:
- Jeg har færdiggjort manuskriptet til, hvad der vil blive min sidste film. Jeg kan forestille mig, at vi nok starter med at optage i efteråret.
Citatet kommer i forbindelse med promoveringen af hans bog, 'Cinema Speculation', der nu udkommer i Frankrig.
'The Movie Critic' vil blive Tarantinos 10. spillefilm (hvis man tæller Kill Bill Vol. 1 & 2 som én film, hvilket han selv gør), og dermed også hans annoncerede sidste film som instruktør.
Den nørdede filmmand har dog ikke afvist, at han fortsætter karrieren med at instruere tv og teater, mens han også har en spirerende bogkarriere foran sig.