3 nye film du kan se i biografen i uge 29 2025

Her midt i juli måned kan der være behov for at komme væk fra myg, varme og de mere eller mindre sporadiske regnbyger.
Heldigvis er biografen det perfekte tilflugtssted med oplevelser for enhver smag.
Denne uges tre premierefilm er i særdeleshed et godt eksempel på de varierende muligheder, som biografmørket kan tilbyde. Der er nemlig både et genbesøg med en sand slasher-skat, et musikalsk (og meget blåt) eventyr for hele familien samt en kærlighedskomedie om en frustreret romantiker.
Vi har lavet en liste, som gennemgår de tre nye film, der har premiere i uge 29 2025. Du kan se trailers, læse mere og/eller stemme på, hvor meget du glæder dig på filmenes profilsider.
Herunder de 3 nye film, der har biografpremiere i uge 29 2025:
Smølferne - Filmen
De velkendte blå væsner med de hvide huer er tilbage i en film, der taler til både gamle fans og en helt ny generation.
Historien begynder, da den vise og omsorgsfulde Gammelsmølf bliver kidnappet af den berygtede Gargamel og hans lige så onde bror, Razamel. I et modigt træk, der sender filmen i en ny og spændende retning, træder Smølfine i front og leder sine medsmølfer på en dristig mission ud i den virkelige verden for at redde deres leder.
Undervejs danner de uventede alliancer, afslører længe skjulte sandheder og undersøger begrebet skæbne - ikke kun for dem selv, men for hele universet.
'Smølferne - Filmen' vises med dansk og engelsk tale.
I Know What You Did Last Summer
Gysergenren er brandvarm i øjeblikket - og Hollywood elsker et godt reboot.
Derfor virker 'I Know What You Did Last Summer' som den helt rette film til at lande midt i sommerens biografsæson. Filmen fungerer som en efterfølger til filmen af samme navn fra 1997, og håbet er, at den kan følge i fodsporene på nyere succeser som 28 Years Later og Final Destination: Bloodlines, der har pustet nyt liv i gamle gyserfranchises.
Plottet følger fem venner, der ved et uheld forårsager en dødelig bilulykke. I stedet for at tage ansvar, dækker de over det og indgår en pagt om aldrig at tale om det igen. Et år senere vender fortiden dog frygteligt tilbage: Nogen ved, hvad de gjorde sidste sommer… og er fast besluttet på hævn.
En efter en bliver vennerne forfulgt af en morder, og de opdager, at denne rædsel har fundet sted før. I desperation opsøger de to overlevende fra den berygtede "Southport-massakre" i 1997 for at få hjælp.
Jane Austen ødelagde mit liv
En kost bestående af romantisk litteratur er en sikker opskrift på skuffelser i det virkelige liv - sådan lyder budskabet fra den franske instruktør Laura Piani i filmen 'Jane Austen ødelagde mit liv'.
Filmen handler om en håbefuld forfatterspire, der er overbevist om, at hun er født i det forkerte århundrede - mest fordi hun stadig tror på ting som sjælevenner og romantisk kurtisering.
Som delvist en hyldest og delvist en kommentar til alle de kærlighedshistorier, der får det hele til at se så let ud, er filmen et tilpas desillusioneret alternativ, der forsøger at udfylde det tomrum, som film som Four Weddings and a Funeral og den Austen-inspirerede Bridget Jones's Diary har efterladt.








