90'er-gyser får uventet genindspilning med Paul Rudd og Jack Black
Skuespillerne Paul Rudd og Jack Black er på tale til at spille hovedrollerne i en nyfortolkning af gyserfilmen Anaconda fra 1997. Det skriver The Hollywood Reporter.
'Anaconda' fra 1997 fulgte et filmhold fra National Geographic, der forsøger at fange den største slange i verden. Jennifer Lopez, Jon Voight, Ice Cube og Owen Wilson var på rollelisten dengang.
Plottet til den nye film omhandler ifølge kilder en gruppe venner, der støder ind i en gedigen midtvejskrise. Derfor beslutter de sig for at genindspille deres favoritfilm fra barndommen.
Gruppen tager nu til regnskoven, hvor de møder adskillige farer i form af dyr og voldelige kriminelle.
Ifølge kilderne skal Rudd og Black spille hhv. en instruktør og en skuespiller, men hvem der spiller hvem er ikke helt klart endnu.
Tom Gormican, der instruerede Nicolas Cage-metafilmen The Unbearable Weight of Massive Talent, skriver manuskriptet sammen med samarbejdspartneren Kevin Etten og vil instruere filmen.
Anaconda-genindspilningen vil få et tilsvarende, komisk meta-touch, der uden tvivl er årsagen bag valget af instruktør.
'Anaconda' blev efterfulgt af en række film, hvoraf de seneste har været produceret direkte til tv. Desuden kom der en kinesisk genindspilning tilbage i marts i år.
Columbia Picrtures har forsøgt at få stablet en amerikansk genindspilning på benene siden starten af 2013, men filmselskabet kunne ikke finde den rette tone. Med de to nye stjernenavne i kikkerten, kan projektet forhåbentligt komme videre.
Jack Black har tidligere befundet sig i junglen i to populære Jumanji-film, mens Paul Rudd senest har bekæmpet superskurke som Ant-Man i Marvels film og spøgelser i to Ghostbusters-efterfølgere.
Anaconda-genindspilningen har endnu ingen premieredato.