To af Hollywoods hotteste skuespillere i ny filmatisering af klassiker
Den Oscar-vindende instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennell har nu løftet sløret for sin næste film; et projekt, der kommer i kølvandet på hendes seneste værk, den meget omtalte 'Saltburn' fra sidste år.
Det er netop blevet afsløret af The Hollywood Reporter, at ingen ringere end Margot Robbie og Jacob Elordi skal spille hovedrollerne i hendes kommende filmatisering af Emily Brontës mesterværk 'Stormfulde Højder' (Wuthering Heights).
Fennell og Elordi kender allerede hinanden godt, da Euphoria-stjernen spillede rigmandssønnen Felix Catton i 'Saltburn', og nu skal han altså portrættere endnu en ekstremt velhavende mand i Fennells kommende film – denne gang som bogens ikoniske mandlige hovedkarakter, Heathcliff.
Den største nyhed er dog, at rollen som Catherine Earnshaw, Heathcliffs helt store kærlighed, skal spilles af ingen ringere end Barbie-superstjernen Margot Robbie.
'Stormfulde højder' blev først udgivet i 1847, og er den eneste roman af den engelske forfatter Emily Brontë, der døde allerede som 30-årig. Historien udspiller sig på landet i England, hvor den skildrer det tumultariske forhold mellem familierne Earnshaw og Linton samt førstnævntes adoptivsøn, Heathcliff.
Romanens to centrale figurer er Catherine Earnshaw og hendes adoptivbror Heathcliff, der udvikler et passioneret, men problemfyldt forhold.
Da Catherine vælger at gifte sig med Edgar Linton – trods sin store kærlighed til Heathcliff – fører det til, at Heathcliff udvikler en mørk og hævngerrig natur.
Med Jacob Elordis optrædener i bl.a. tv-serien 'Euphoria' og sidste års Priscilla, hvor han spillede selveste Elvis, er forventningerne høje, da hans erfaring med at spille mystiske og dystre karakterer gør ham til et spændende valg til rollen som Heathcliff.
Endnu større forventninger er der dog til den 3 gange Oscar-nominerede Margot Robbie i rollen som Catherine Earnshaw.
Karakteren er nemlig en dybt plaget, kompleks og tredimensionel skikkelse, som kræver en skuespiller af Robbies kaliber for at indfange hendes unikke følelsesmæssige dybde og tragiske historie.
Det er ikke første gang, at 'Stormfulde højder' bliver filmatiseret. Blandt tidligere versioner er instruktør William Wylers film fra 1939 og en nyere miniserie fra 2009 med Tom Hardy og Charlotte Riley i hovedrollerne.
Selvom 'Stormfulde Højder' i dag regnes for en af de største klassikere inden for engelsksproget litteratur, var den i sin tid yderst kontroversiel for sine skildringer af mental og fysisk brutalitet, herunder vold i hjemmet.
Filmoptagelserne til Fennells version begynder først sidst på året, så vi må væbne os med tålmodighed.
Man kan dog måske finde en midlertidig tilfredsstillelse ved at lytte til Kate Bushs sang 'Wuthering Heights', som er løst baseret på romanen – eller se/gense de tidligere filmatiseringer.