Alle gode gange tre: Ny Paddington-film storroses af anmelderne
Verdens høfligste bjørn, Paddington, er klar til igen at indtage det store lærred i landets biografer, når Paddington i Peru får premiere den 16. januar.
Og det ser allerede nu ud til, at den elskelige, uheldige bjørn har lavet et vaskeægte hattrick. I hvert fald er de første anmeldelser ovenud positive.
Dermed følger den i samme spor som de to forgængere, der på det amerikanske filmsite, Rotten Tomatoes, der samler kritikeres vurderinger til en score fra 0-100 %, på nuværende tidspunkt har fået 93 % baseret på 57 anmeldelser. Der kommer uden tvivl flere til, når filmen får bred biografpremiere her i weekenden.
Paddington fra 2014 scorede i sin tid 97 % blandt 161 anmeldere, og efterfølgeren Paddington 2 overgik alle forventninger med hele 99 % ud fra 250 kritikere i 2017.
Set ud fra Rotten Tomatoes scores er Paddington derfor en af de bedste familiefilm-trilogier nogensinde.
I den nyeste film er Paddington og familien Brown på besøg hos Tante Lucy i Peru, men et mysterium sender dem både dybt ind i Amazonas regnskov og højt op i de peruvianske bjerge på et hæsblæsende eventyr.
Filmserien er baseret på de populære børnebøger af Michael Bond, der er solgt i over 35 mio. eksemplarer på verdensplan.
Den nye film har igen en stjernespækket rolleliste bestående af bl.a. Hugh Bonneville, Emily Mortimer, Olivia Colman, Antonio Banderas og Imelda Staunton. Den vises med danske stemmer af bl.a. Mikkel Lomborg, Camilla Bendix, Peter Zhelder og Michelle Bjørn-Andersen.
Se traileren til 'Paddington i Peru' herunder: