Bond-skuespiller ærger sig over sin skurkerolle: "Jeg var ikke særlig god i den"
Den irske skuespiller Andrew Scott (Fleabag) spillede i 2015 skurken C i James Bond-filmen Spectre, en rolle han fik i direkte forlængelse af sin store succes som Sherlock Holmes’ ærkefjende James Moriarty i BBCs Sherlock. Men i et nyt interview med det britiske GQ Magazine indikerer Scott, at det måske var en fejl, at han sagde ja til den rolle.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ikke et territorium, jeg føler, jeg har lyst til at arbejde i igen. Nu hvor jeg ved lidt mere om, hvem jeg er, føler jeg, at det arbejde, jeg er interesseret i, eksisterer mere i gråzonerne. Jeg tror bare ikke, jeg synes… Jeg var måske ikke særlig god i den.
‘Spectre’ skuffede nogle anmeldere, da den efterfulgte den ultravellykkede Skyfall fra 2012. Det er dog ikke nødvendigvis på grund af Scotts skurke-præstation. I 2022 udtalte instruktøren Sam Mendes, at der var langt bedre tid til at prøve forskellige ting af under skabelsen af ‘Skyfall’ end under ‘Spectre’. Og det gik ifølge ham ud over filmens kvalitet.
Andrew Scotts arbejde med roller, der eksisterer mere i “gråzonerne” end den utvetydigt onde C, kan ses i den kommende britiske indiefilm ‘All of Us Strangers’. Her spiller Scott en ensom, homoseksuel filmskaber, som genbesøger sin barndom og sine afdøde forældre og forelsker sig i en nabo spillet af Paul Mescal. Scott er nomineret til to priser for uafhængige film for sin præstation i filmen, der er blevet kaldt “storslået” og “hjerteskærende”.
Og målet med at vise gråzonerne - også når det kommer til ondskab - går Scott helt ind i, når han snart er aktuel i Netflix-serien Ripley, hvor han overtager den ikoniske rolle som den sociopatiske romankarakter Tom Ripley, der blev spillet af Matt Damon i The Talented Mr. Ripley fra 1999.
‘All of Us Strangers’ får amerikansk biografpremiere 22. december, men afventer dansk premieredato.
‘Ripley’ får premiere på Netflix i slutningen af 2023 eller begyndelsen af 2024.