Chok: Hovedroller er ude af populær gyserserie før næste film

Erstatningerne er måske allerede fundet
Scream 6
(© SF Studios / Scream 6)

Ikke kun en, men hele to hovedpersoner vender ikke tilbage til den kommende Scream 7.

Således skal vi vinke farvel til Melissa Barrera og Jenna Ortega, der spillede henholdsvis Sam og Tara Carpenter i de to foregående - og yderst populære - kapitler om morderen Ghostface.

Førstnævnte blev fyret efter, at hun kom med en kommentar på de sociale medier omhandlende Hamas og den pågående konflikt i Gaza.

Her udtrykte Barrera nemlig støtte for den palæstinensiske side i konflikten med Israel, hvilket blev set af selskabet bag 'Scream 7' som tenderende hadtale og antisemitik. Det skriver Variety.

Jenna Ortega derimod har måttet sige farvel til slasher-serien grundet problemer med at få en travl kalender til at hænge sammen. Hun står bl.a. til at skulle indspille 2. sæson af den hyper-populære Netflix-serie 'Wednesday'. Det skriver bl.a. Empire.

Udmeldingen kommer på bagkant af, at skuespillerstrejken i Hollywood sluttede, hvorfor Ortega nu har fået mere end rigtigt at se til. 

Det forlyder, at hende exit på 'Scream 7' allerede skulle have været på tale, inden strejken begyndte - og før historien om Melissa Barrera blev offentliggjort.

Vi kan dog se frem til, at Jenna Ortega vil optræde i en anden ventet gyserfilm, nemlig Beetlejuice 2.

Barrera og Oretga har i 'Scream 5' og 'Scream 6' spillet søstrene Sam og Tara Carpenter, der har været filmenes centrale hovedroller. Derfor står holdet og ikke mindst den nye Scream 7-instruktør Christopher Landon med noget af en hovedpine. 

Men den eneste død, den anden brød. Flere medier skriver nemlig nu, at de oplagte erstatninger måske allerede er udset.

Variety skriver således, at man har nogle gamle franchise-kendinge i kikkerten. Neve Campbell - den evige Sydney - Patrick Dempsey (der optrådte i 'Scream 3') og Cortney Cox, der indtil videre har medvirket i samtlige Scream-film, skulle være på ønskelisten til at vende tilbage i 'Scream 7'.

James Vanderbilt og Guy Busick, som skrev de to seneste film i serien, arbejder lige nu på et frisk udkast til den 7. film med nye hovedroller.

Noget tyder altså på, at studiet må punge ud til Neve Campbell, der grundet en lønkonflikt sad 'Scream 6' over.

'Scream 7' har ikke en premieredato, men har tidligere sigtet efter at udkomme i 2024.

Anbefalet til dig