Connie Nielsen kalder aflysning af superheltefilm for "vanvittig"

Danskeren var med i fire DC-film
Wonder Woman 1984
(© Warner Bros.)

I den store verden af superheltefilm etablerede Connie Nielsen sig som en markant skikkelse i DC-universet gennem sin rolle som Hippolyta i Justice League og Wonder Woman-filmene.

En karakter, som Connie Nielsen ikke kan forstå, at James Gunn og DC ikke forsætter med i fremtiden. Det fortæller hun i et interview med Den of Geek.

- Jeg synes, det er vanvittigt. Jeg mener, jeg forstår det ærligt talt ikke. [Wonder Woman, red.] tjente 800 millioner dollars kun i biograferne, og den har en enorm og passioneret fanbase.

Med citatet henviser Connie Nielsen til, at under DC’s store rebranding valgte James Gunn, som kreativt overhoved, ikke at fortsætte med de samme skuespillere som førhen.

En beslutning, som Nielsen mener er penge ud af vinduet. Hun uddyber.

Billede
Wonder Woman (© Warner Bros.)

- Hvis jeg var forretningskvinde, ville jeg sige, at det er penge, der ligger på bordet. De er lige der. Plus hver gang vi gjorde det, [var det med budgetter, red.], der var langt mindre end nogen af de andre DC-budgetter.

Desværre for Connie Nielsen blev det i december 2022 annonceret, at en potentiel 'Wonder Woman 3' ikke ville blive til noget. Og det var på trods af, at mauskriptforfatter og instruktør på de to første film, Patty Jenkins havde arbejdet på et manuskript. 

Og for Connie Nielsen, er det fansene hun føler bliver det store offer i sagen:

- Det er en skam. … Der er en milliard dollars, der ligger på bordet. At ignorere de fans og ikke gøre dem glade forstår jeg slet ikke.

Heldigvis for fans af karakterne ser det ud til, at DC ikke er færdige med historier sat på den fiktive ø Themyscira.

Selvom James Gunn valgte at afbryde samarbejdet med Jenkins, Nielsen og Wonder Woman selv, Gal Gadot, ser han stadig potentiale i fortællingen om de fantastiske kvinder. En Max-serie med titlen 'Paradise Lost', der fortæller en ny historire, er nemlig i aktiv udvikling.

For Connie Nielsen har bruddet med DC godt nok betydet, at hun måske er færdig i superheltegenren, men hun er heldigivs stadig at finde i store blockbusters.

I den kommende Ridley Scott-film Gladiator 2 gentager hun nemlig sin rolle fra den originale film. Og mon ikke vi endnu engang får hende at se som en stærk kvinde, som en vigtig støtte til helten. 

Gladiator 2 har biografpremiere den 14. november. Bestil dine billetter her på Kino.dk.

Køb billetter