Danske stjerner skal spille skandinaviske kongelige i ny international vikingeserie

Prime Video er snart klar til at udfylde det Vikings-formede hul, som hitserien skabte, da den sluttede efter 6 sæsoner i 2020, med den kommende episke vikingeserie Bloodaxe.
Ligesom folk som bl.a. Alex Høgh Andersen og Marco Ilsø repræsenterede Dannebrog i de senere sæsoner af 'Vikings', vil der igen være rød-hvide kræfter foran kameraet i den nye serie, da Prime har annonceret, at både Jesper Christensen og Sisse Marie vil have markante roller. Det skriver Deadline.
Jesper Christensen skal spille Kong Harald Hårfager – den første konge over hele Norge, som besejrede sine mange magtfulde rivaler og nu nærmer sig afslutningen på sit legendariske styre. Hårfager støtter sig til kærligheden og opbakningen fra sin søn, hovedrollen Blodøkse, men begynder at frygte, at mange af hans andre sønner nu konspirerer imod ham.
Sisse Marie skal (meget passende) spille Danmarks dronning Thyra. Til at spille hendes mand, Gorm den Gamle, har Prime fundet en nordmand i form af Rune Temte, der også har medvirket i bl.a. Captain Marvel og den danske film Vildmænd.
Den historiske dramaserie vil skildre livet og bedrifterne for en af historiens mest berømte nordiske krigere, Erik Blodøkse, der spilles af Xavier Molyneux.
Jesper Christensen behøver ikke den store introduktion, da han med mere end 100 film på CV'et indiskutabelt er blandt dansk films elite med roller i en lang række danske storfilm samt store udenlandske roller bl.a. som skurken Mr. White i flere James Bond-film.
Sisse Marie startede sin karriere i showbusiness som bare 15-årig, da hun vandt det danske børne-MGP i 2001 med sangen 'Du har brug for mig'. Siden da har hun haft adskillige store hits som sanger bl.a. med singlen 'Boom' i 2005 og 'Every Time (You Look At Me)' i 2010. De seneste år har hun vendt sig fra musikken til skuespillet, hvor hun har medvirket i flere amerikanske spillefilm og tv-serier, heriblandt Zack Snyders storfilm 'Rebel Moon' på Netflix.
'Bloodaxe' er skabt, skrevet og produceret af Vikings-skaberen Michael Hirst og hans søn, Horatio Hirst.
Udover de førnævnte er Jessica Madsen, Levi Miller, Karlis Arnolds Avots, Rod Hallett og Alina Tomnikov også blandt de medvirkende.
Serien begynder optagelser i Irland og Island senere på sommeren. Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se den på Prime Video.








