De danske anmeldere elsker nyt parforholdsdrama: "Kan mærkes i hele kroppen"

At beskrive ægteskabet mellem Maria (Helga Guren) og Sigmund (Oddgeir Thune) i den nye film Elskling som en slagmark, ville antyde, at der er to stridende parter.
Men musikeren Sigmund er væk i lange perioder på grund af arbejde, hvilket efterlader Maria til at jonglere fire børn (to ugidelige ældre børn fra hendes første ægteskab, to yngre med Sigmund), et kaotisk hjem i Oslo og en krævende, vaklende karriere.
Så da Sigmund lufter muligheden for skilsmisse, indser Maria, at det ikke kun er hendes ægteskab, der er i stykker, og at hendes vrede er en gift i begge deres liv.
Det norske drama, der er skabt af producenten bag den Oscar-nominerede Verdens værste menneske, er i dag landet i de danske biografer, og det har været kærlighed ved første visning hos de danske anmeldere, der i dag har udtrykt begejstring med mindst fem stjerner over hele linjen.
Særligt roses filmens autenticitet og kreative filmsprog, og så bliver den af Politiken kaldt en "intelligent, humanistisk og flænsende smukt spillet film".
Se herunder et uddrag af de danske anmelderes dom over 'Elskling':
Alt for damerne, 5 stjerner, Stephanie Caruana
"Der er vildskab og blidhed i filmen, i karaktererne og i det fintfølende kameraarbejde, der rummer og holder plads i hver eneste scene, så fortællingen kan leve og ånde."
Berlingske, 5 stjerner, Thomas Brunstrøm
"Føles helt utroligt ægte, og man bliver i den grad grebet. Og uanset om man vil det eller ej, kommer man 100 procent sikkert til at spekulere på sine egne parforhold, både nuværende og tidligere."
Filmmagsinet Ekko, 5 stjerner, Nicki Bruun
"Filmen er solidt forankret i menneskelige følelser og en realistisk æstetik, men arbejder også interessant med filmsproget."
Information, Lone Nikolajsen (giver ikke stjerner)
"'Elskling' er et godt – og derfor næsten uudholdeligt – skilsmissedrama."
Kristeligt Dagblad, 5 stjerner, Freja Bondgaard
"'Elskling', der måske burde have heddet "Du skal virkelig tænke over, hvem du bliver gift og får børn med!" eller "En ganske frygtelig kvinde", er en film, der slår hårdt, og som kan mærkes i hele kroppen.”
Politiken, 6 hjerter, Nanna Frank Rasmussen
"Intelligent, humanistisk og flænsende smukt spillet film."
Soundvenue, 5 stjerner, Luna Ehlers
"Lilja Ingolfsdottirs 'Elskling' er et mageløst og menneskeklogt værk om kærlighedens mange krumspring."
'Elskling' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på kino.dk.