Dine fantasivenner kommer til live i ny stjernespækket familiefilm
At Ryan Reynolds har en gudsbenået, komisk talent, kommer næppe bag på nogen, men han formår at bruge det både til voksenhumor som i Deadpool-filmene, og så kan han også være rigtig sjov i film for familierne.
I den premiereaktuelle 'If - Fantasivenner' er det således den yngre målgruppe og deres familier, der er i centrum for herlighederne.
Se traileren i bunden af artiklen.
Filmen handler om en pige ved navn Bea, der under en problematisk tid i hendes liv, finder ud af at hun pludselig kan se alles fantasivenner.
Det viser sig at hendes nabo har den samme evne og sammen begiver de sig ud på en rejse for at genforene de mange fantasivenner med deres børn.
John Krasinski agerer både instruktør, skuespiller, forfatter og producer
Foruden Krasinski er rollelisten spækket med store navne og byder bl.a. på en 'The Office'-genforening, da Krasinski har hyret sin kollega Steve Carell.
Carrel spillede som bekendt den pinlige chef Michael Scott i komedieserien, mens Krasinski her var den joviale Jim Halpert.
Derudover kan man også opleve navne som Phoebe Waller-Bridge ('Fleabag') Matt Damon (Oppenheimer), Emily Blunt (A Quiet Place) og mange flere.